Alle burde have en Rune!

Nogle gange giver universet virkelig en det man har brug for.

Min status var en krop i kageform, lavt selvværd og en umenneskelig trang til mad i store mængder. Lige meget hvad jeg forsøgte for at få kiloene af, så røg de direkte på igen og tog desværre deres venner med. Men så mødte jeg af tilfælde Rune Refsgaard på min vej – og så blev det interessant!!

Den 1. januar 2014 gav Rune mig en garanti. 12 uger 12 kilo. Jeg smed 20 kilo på de 12 uger.

Eller rettere VI smed 20 kilo på de 12 uger – for han var der hvert skridt på vejen. Rune var en benhård sparringspartner under hele mit forløb – han vidste hvor alle hullerne var i hegnet, og stod klar med en kæp hver gang jeg så meget som overvejede at træde ved siden af. Han var stemmen der motiverede og heppede på mig under træningen, han var med mig mentalt, når jeg stod i butikkerne og skelede til chokolade-hylden og når det hele brændte på og jeg stod med kagen i hånden, var det ham jeg ringede til.

Jeg tror, Rune ved alt, hvad der er værd at vide om træning og kost- jeg har i hvert fald ikke fundet det spørgsmål, han ikke har kunnet svare på – og jeg har spurgt om ALT. Han har haft et svar parat uanset om det har drejet sig om squats eller om hvordan man presser træning ind i en travl hverdag. Han deler entusiastisk ud af sine egne erfaringer og har altid haft det gode råd, jeg lige stod og manglede.

Det bedste ved Runes metode er, at der ikke er noget hokuspokus involveret. Ikke noget med kosttilskud eller mærkeligt træningsudstyr, ikke en masse fine apparater og varm luft. Det er LIGE TIL. Det er simpelt, det er letforståeligt og så er det effektivt. Jeg har spildt SÅ meget tid på mavebøjninger og Charlotte Bircow, brugt penge på kosttilskud, der lovede det hele for det halve og grædt snot når det ikke har virket. Rune Virker. Hans træningsprogrammer, som blev tilrettelagt efter MINE ønsker og MINE mål virker!

Runes træningsprogrammer er meget letforståelige og han har brugt meget tid på at vise mig, hvordan jeg skulle udføre hver eneste øvelse rigtigt, så selvom jeg har lavet øvelser, jeg ikke anede fandtes, og brugt muskler, jeg ikke anede, jeg havde, har jeg ikke haft en eneste skade under hele forløbet. Tværtimod har jeg langsomt kunnet mærke, at jeg er blevet stærkere og at mine led er blevet langt mere samarbejdsvillige. Hvis jeg blev i tvivl om træningen, har jeg hele tiden kunnet kontakte Rune- som gerne mødte op i træningscentret endnu en gang, for at forklare og demonstrere. Jeg har hele tiden følt mig meget tryg ved træningen med Rune, har jeg været bekymret over træningen, har vi drøftet det, har jeg haft brug for ændringer, har vi kigget på det og har jeg haft brug for at rase over hvor hård/dum/røvnederen træningen har været, ja så har han også lagt øre til det.

Rune har aldrig lagt skjul på, at motivationen skal komme fra en selv. Til gengæld er han virkelig dygtig til at minde dig om, hvordan du skal finde den frem, når det kniber. Når jeg har mistet al lyst til træning og bare haft lyst til at gemme mig, har han flere gange, nærmest fysisk, hevet mig tilbage i træningscentret. Når jeg har pebet over træningen, har han skudt mine argumenter i sænk og mindet mig om, at det har været noget, jeg selv har valgt at gøre og når jeg bare ikke har kunnet se formålet længere, så har vi taget den derfra. Rune er meget entusiastisk omkring træning og det er meget svært ikke at blive smittet af det. Hver gang jeg har trænet med Rune, er jeg gået derfra topmotiveret og totalt klar til at give den hele armen, altså når muskelsmerterne har fortaget sig, for Rune forventer nemlig, at man yder max – hver gang!

Mit forløb ved Rune har derfor ikke kun været sjovt, lærerigt og resultatgivende, det har også været benhårdt, frustrerende og direkte rædsomt til tider. For det er virkelig kun dig selv der kan gå vejen – og den vej er lang og har en del bump. Til gengæld har det været fedt at have en, man kunne ringe til på rejsen.

Rune Refsgaard får min varmeste anbefaling, at hyre ham som min personlige træner har været en af de klogeste beslutninger jeg har truffet, hvad angår min krop og helse. Rune er ærlig og lægger vægt på at gøre et godt stykke arbejde, han er positiv af sind, altid i godt humør og med på et grin og så formår han at komme med gode budskaber omkring kost og træning uden at blive prædikende eller fanatisk.

Et varigt vægttab kræver meget.

Udover tålmodighed kræver det den rigtige træning, den rigtige kost, den rigtige indstilling og ja, i mit tilfælde krævede det en Rune – men alle burde i sandhed have en Rune.